Hej med jer,
Til de af jer der ikke kender mig, kan jeg lige hurtigt fortælle, at jeg stødte på jeres skønne projekt for et par uger siden, introducerede mig kort i ”præsentation af en samling nørder”-tråden, og har ikke givet lyd fra mig siden (har været travlt optaget af forberedelser af eventyr og generel revival af min ellers forlængst afdøde spillegruppe

). Jeg sagde, at jeg som udgangspunkt gerne ville give mit besyv med til Berendien-afsnittet, og det har jeg så nørklet lidt med siden. Her kommer det i al sin herlighed
***
Jeg har læst hele Berendientråden, som anbefalet

, og synes jeg har prøvet at wiki’e mig frem til al direkte relevant information, og føler derfor i et vist omfang, at jeg har sat mig så godt ind i dette hjørne af Ereb som muligt

–Det har været en sand fornøjelse, skulle jeg hilse at sige, you guys never cease to impress me! Jeg har ikke ord for, hvor vild jeg er med det her projekt
Anyway, jeg kan fornemme at det er Ghazam der ligesom er Master of Ceremonies i denne afdeling, og jeg har indtryk af at du, Ghazam, har et ganske klart billede i dit hoved af, hvordan Berendien som helhed skal se ud. Og jeg kan forestille mig at der er flere andre af jer, der har det på samme måde

Jeg vil derfor gerne understrege, at jeg ingenlunde forventer at min idé skal inkorporeres, hverken i videre eller smallere udstrækning. Jeg har fuld forståelse og dyb respekt for al det arbejde, I har lagt i projektet, og jeg gør mig ingen forestillinger om, at jeg bare kan valse ind fra sidelinjen og svinge stokken. Jeg har skrevet fordi jeg synes det er superskægt, og selvom jeg da naturligvis ville synes det var toppen at kunne bidrage med noget, der ender i en formfuldendt pdf-fil, er fornøjelsen ved arbejdet rigelig belønning i sig selv
Sagen er, at jeg skulle bruge et kampagnemæssigt udgangspunkt til min genopståede spillegruppe. Jeg valgte et sted på kortet, jeg synes så spændende og hensigtsmæssigt ud, satte mig kort ind i de af jer allerede etablerede fakta desangående, og efter flygtigt at have konkluderet at der ikke i forvejen var en masse materiale om Sydberendien (eller, så vidt jeg kunne se, Berendien i det hele taget) på samme måde som der er det om fx Kardien og Caddo (og al resten der beskrives i originalmaterialet!), lod jeg my mind wander. Jeg forsøgte altså mao at vælge et område, som ikke umiddelbart ville komme i karambulage med jeres, eller for den sags skyld, de originale konstruktioner. Således håbede jeg selvfølgelig, at I/vi efterfølgende ville kunne sammenkæde den smule jeg skrev med al jeres materiale, men jeg indrømmer at grundpræmissen blot var, at det skulle fungere som udgangspunkt for min spillekampagne.
Derfor – fordi jeg skulle bruge det her og nu og ikke kunne vente på ”godkendelse” – er det, jeg hidtil har skrevet, mere selvstændigt og egenrådigt, end hvad jeg ellers ville være forberedt på for eftertiden. Jeg er altså indforstået med, at I har en overordnet plan og mål, og hvis I giver mig nogle pointers ift hvad dét er, skal det være mig en fornøjelse at forsøge at skrive noget, der er direkte hensigtsmæssigt og inkorporerbart I jeres Grand Scheme

Af ren nysgerrighed vil jeg samtidigt nævne en observation jeg har gjort mig angående jeres fremgangsmåde: Det lader til at I, i hvert fald hvad angår Berendien (jeg har ikke læst en eneste af de andre landes tråd, men når jeg ligesom fornemmer Ereb-projektet overordnet og som helhed, forekommer det mig at være en generel tendens), forsøger – overfladisk og tentativt, i hvert fald – at konstruere helheden først, og så efterfølgende tage de enkelte dele bid for bid. Jeg kan se både fordele og ulemper i det, men jeg er sikker på I allerede har gjort en meget nøje pros & cons-opgørelse, jeres generelle grundighed taget i betragtning

, så det skal jeg slet ikke begynde at gøre mig klog på. Jeg synes af ren videbegærlighed blot det kunne være spændende at høre, hvilke tanker I har gjort jer omkring det. Ikke mindst fordi jeg jo så netop selv har gået relativt i dybden med ét lille, afgrænset område, fremfor det modsatte, og hvis det generelt er considered bad form, vil jeg ikke begå samme fejltrin igen

I det hele taget kunne jeg godt tænke mig at høre noget om arbejdsprocessen. Jeg kan selvfølgelig fornemme en del af det ved at have læst nærværende tråd, men jeg er endnu ikke helt klar over hvilke retningslinjer og inspirationskilder I følger, udover selvfølgelig originalmaterialet. Er det virkelig simpelthen bare ved demokratisk debat at I vægter og afgør tingene? I så fald er projektet her på mere end én måde et unikum, idet det jo lader til at fungere storartet!

Det kræver jo, så vidt jeg kan se, også at de enkelte forfattere lægger alt hvad de gør sig af tanker ud til debat på forummet, hvilket jeg kun ville synes var af det gode, meeen – jeg får nu alligevel indtryk af, at der i et vist omfang foregår nogle musings og bliver vedtaget nogle agreements, som ikke kommer op på forummet? Am I mistaken?
Jeg er fyldt af spørgsmål, I know, og, som med det meste andet, kan jeg forestille mig at den bedste måde at få besvaret det hele på er gennem learning by doing, ish. Tilgiv mig hvis jeg i virkeligheden bare spammer jeres boards
Nuvel, her kommer der ikke desto mindre fem meget konkrete spørgsmål, som jeg nu alligevel håber I orker at besvare

1) Hvordan kan det være der ikke fremgår målestoksforhold (afstande) på nogen af kortene?
2) Hvor slash hvordan kan man se opdelingen i len/fiefs (i Berendien!)? Jeg har naturligvis læst listen med beskrivelser af dem, men jeg synes ikke det fremgår hvor hvad ligger.
3) På forsiden her i tråden står landets indbyggertal til 200.000, men på wikien er det 2.000.000 (ganske vist står der 2000.000; ved ikke om der mangler et punktum, eller der er et 0 for meget? :p ) Hvilken er rigtig? Jeg håber det er 2 mio for 200k virker meget i underkanten! (synes for øvrigt at selv 2 mio er i underkanten hvis man sammenligner med middelalderlande af samme størrelse. Også selvom Berendien skal fremstå som et mestendels øde, vidstrakt og tyndbebygget land!).
4) Hvad i alverden er forskellen på ”kung” og ”konung”??
5) Er der by any chance nogen der har siderne 19-30 (kort og info) fra ”Eventyrspakken I: Sort Duel og Skønheden & Udyret” i virtuel form, som man evt. ville kunne maile mig?
...Og så skal jeg nok get down to business!
Jeg tænker mig, at det område jeg beskriver, er afgrænset af Tåresøen i nord- og vestgående retning, af Erbulas i sydgående, og omtrentligt af floden øst for Jernrød (Järntopp) i østgående. Jeg forestiller mig at området øst for dette, er meget mere præget af åbent, øde og ubeboet steppe/hedelandskab, og vest for af mere afvekslende, skovpræget terræn, der sikkert også er mere sparsommeligt bebygget, givet de tætte skove. Og i øvrigt at vejret bliver mere kystklima-agtigt jo nærmere man kommer havet. Det sæsonopdelte fastlandsklima [se nedenfor] må per definition være forbeholdt det centrale Berendien (som, så vidt jeg kan se i følge de gamle af Äventyrspel konstruerede kort, må ligge noget á la 300 km fra havet?). Men altså forestiller jeg mig det beskrevne område som værende dét, der refereres til, når man i folkemunde siger ”Sydberendien, selvom der på samme breddegrad er områder af tilsvarende størrelse både øst og vest for – disse er tilstrækkeligt ubeboede og afskårne fra omverden til ikke rigtig at blive taget højde for i folks kollektive bevidsthed. Når jeg snakker om ”sydberendisk kultur” eller ”sydberendisk geografi”, mener jeg altså eksklusivt ”south central”, det beskrevne område (på samme måde, I guess, som at ”sydstaterne” i USA-sammenhæng kun omfatter sydøststaterne/Dixieland). Jeg er sikker på at Ventimiglia og Keram, fx, har væsentlig andre tilhørsforhold, ligesom the sorry souls @ distant Fort Erbula givetvis har det, selvom de principielt ligger på samme breddegrad og er ligeså berettigede til at kalde sig ”Sydberendien”
–Og disse benævner jeg altså ikke i det følgende.
Alt der ligger nord for Tåresøen, må være tilstrækkeligt langt fra Erbulas til at begynde at have et noget anderledes klima og landskab. Det vil jeg derfor undlade at komme ind på i første omgang. Sagen er, at jeg forestiller mig at Berendien, givet sin store størrelse (igen: med udgangspunkt i de originale kort, snakker vi altså noget der er tæt på halvanden gange større end Frankrig!) og topografiske forhold, må have meget varieret landskab. Jeg er sikker på, fx, at området nord for Entika-Kandra-Lindaros og op til Landori må se væsentligt anderledes ud end området umiddelbart nord for Erbulas!
***
Det centrale Sydberendien har hundredevis af kilometer til havet, og byder på sæsonopdelt fastlandssklima, der i høj grad bestemmes af de tårnende Erbulasbjerge mod syd og landets generelle elevering over havoverfladen. Kobberhavsklimaet [hvad kalder I ”middelhavsklima”?

] fra Felicien får aldrig rigtig lov at trænge om på nordsiden af bjergene: den varme luft presses op ad bjergryggen, nedkøles, og bliver om vinteren til tunge skyer, der kommer ned som kold nedbør på den anden side.
Om sommeren er det nu lunt og solrigt, og der kan gå dagevis uden man ser en sky på himmelen. Efteråret er regnfuldt, koldt og blæsende, nogengange med temperaturer tæt på frysepunktet, og vinteren låser ganske enkelt landskabet i en kappe af sne i et kvart år, og gør bjergene aldeles ufremkommelige, og i Erbulas’ udløbere [findes der et svensk ord for ”foothills”? ”Udløbere” er det bedste dansk har at byde på :/ ] kan man opleve forfærdelige snestorme og temperaturer langt under frysepunktet. Når foråret kommer, smelter sneen oppe i bjergene og kommer som iskoldt og perlende, friskt vand ned gennem tusindvis af små bække og kilder, og forvandler landet totalt. I løbet af få uger bliver alt dækket af tykt, kort, grønt bjerggræs, og de farverige markblomster dukker frem overalt. Fuglene vender tilbage og synger i træerne, og i det næste halve år er vejret i Sydberendien vidunderligt; stabilt og solrigt. Pga. bjergene og landets højde bliver det aldrig rigtig ulideligt varmt. 30 grader en sælsyn, og nætterne kan godt være milde og lidt friske.
Naturen umiddelbart nord for bjergene og omkring Tåresøen kan være ganske varierende, gerne i takt med at man, som man kommer længere væk fra bjergene, falder i højde over havoverflade, og for eksempel består de sporadiske skove i udløberne af knudrede, små fyrretræer [har jeg kaldt ”Valleskoven”, se længere nede], mens Gråhallerne primært udgøres af mægtige poppeler og smukke lindetræer. Der findes myriader af forskellige vilde, farvestrålende blomster, adskillelige forskellige urter og svampe, og en lokal delikatesse er trøfler, som findes i overflod i skovområderne der grænser bjergene. Området mellem bjergene, Edgir og vildnesset er faktisk hovedsageligt dyrket land, men der findes klynger af træer, små pittoreske lunde, og vidstrakte, vajende enge, og overordnet set er det pinje og enebær der er den dominerende træsort.
Således er madkulturen netop præget af pinjekerner, enebær, diverse svampe, sød bjergmynte, salvie, citronmelisse, persille og bergamot. I oplandet ved bjergene dyrker man gerne kål i store mængder, små bjergkartofler i mindre grad, og på markerne længere mod nord kultiveres der især byg, hvede og humle.
Sydberendien er kendt for sine gode, friske hvedeøller, og hver landsby laver bitre på deres lokale kombination af urter. Vin er noget der kun serveres i Edgir som en delikatesse fra mere nordliggende len, og de fleste bønder finder det surt og væmmeligt. Ellers drikker man vand fra de utallige bjergkilder, friskmalket gedemælk, og skal man varme sig en kold vinternat, står den på dampende varm urtedrik, eventuelt iblandet honning, der er det eneste sødemiddel man har til rådighed.
Frugt og grønt udgøres hovedsageligt af kål, kartofler, aubergine og altså masser af urter, men indenfor sæsonen er er svampe også en bestandig del af kosten, ligesom nødder og bær. Svampesorterne er for mange til at tælle – som sagt er sorte trøfler er udsøgt spise – og af nødder findes altså primært pinjekerne, men også hassel og den lokale specialitet, carnuknødder, som er en sødere storebror til hassel der gerne ristes på bålet i stil med kastanjer, og bruges ligeså flittigt i maden som pinjekernerne. Bærsorterne udgøres især af stikkelsbær, ribs og hyben, og desuden kan man støde på slåen her og der.
Af husdyr holdes først og fremmest geder, høns og hunde, men man forsøger med et vist held også at domestikere de store kalkuner der huserer i skovene, samt de vilde, ruhårede svin – et projekt der er lykkedes så godt, at man begynder at kunne tale om deciderede tamsvin i modsætning til skovens vildsvin.
Heste er ikke naturlige til Berendien, og slet ikke til Sydberendien
[jeg har ikke umiddelbart kunne læse mig frem til jeres holdning til heste, i hvert fald ikke i Berendien. Jeg forestiller mig dette er et ømtåleligt emne, og har fuld forståelse for hvis jeg er på afveje
]. Hernede er det kun stenrige riddere og adelsmænd (de få der er, så langt fra civilisationens centrum!) der ejer deciderede rideheste – store, prægtige dyr – og sådan én koster mere sølv end en hel bondelandsby ansamler i en generation. I stedet har man små, tætbyggede og stærke ponnyer med tyk og strid pels, som primært bliver brugt som lastdyr, og rider man på dem, er det sandelig kun som transport – man står af hesten når man når frem til målet, og kunne ikke drømme om bruge den i strid. Kavelari er en uhørt tanke, og riddere i skinnende rustninger på kampklædte heste er noget der hører norden til. I markerne er der udelukkende okser der bruges som arbejdsdyr.
De domestikerede hunde er naturligt nok fætre til de lokale vildhune, og ligner dem derfor til forveksling: de er af middelstor størrelse, ruhårede med tyk og strid rødbrun til mørkebrun pels, store, afrundede, opadpegende ører, spids snude, og lang og tyk, flad hale. De bruges til jagt, vagt og selskab, og kan snildt klare at være ude om natten selv i midvinter med -10 grader.
Ellers består den lokale fauna af mange forskellige slags skovfugle, og altså inklusiv vilde kalkuner, forskellige gnavere som murmeldyr, bisamrotter og lemminger, dådyr og mantjakhjorte med deres små hugtænder, masser af vildsvin, enkelte sortbjørne, bjerggeder, vildhunde, skovmår, ilder og lækat, og en af egnens mest særprægede indbyggere: kæmpemåren. Den har samme arrigt temperement som alle mårdyr, men har tilmed størrelsen til at bakke det op! Den bliver op til toenhalv meter lang, og er kendt for i blindt raseri sågar at gå på bjørnene, og har ingen naturlige fjender pånær mennesket, som den ikke selv tøver med at angribe når den ser sit snit til et let måltid.
Sidst men absolut ikke mindsk, florerer der rygter om sneleoparder allerlængst oppe i Erbulasbjergene hvor der er sne hele året, men der er vist ingen der nogensinde har set dem, og de bliver alment betragtet som netop kun et rygte.
[Følgende korte afsnit er yderst shaky, for jeg har desværre slet ikke nået at sætte mig ind i de generelle ”retningslinjer” for andre racer i Ereb. Jeg forventer derfor at hele afsnittet er inkompatibelt med Projektet, og inkluderer det kun som kuriosum
BEMÆRK i øvrigt at ”sortalfer” på dansk øjensynligt er noget HELT andet end ”svartalfer” på svensk (noget jeg først selv har fundet ud af i disse uger, hvor jeg har været begravet i svensksproget DoD-materiale for første gang). I det hele taget har mange af racernes navne og karakteristika totalt fordrejedes i oversættelsen til dansk; langt mere end jeg anede! Anyway, jeg kan forstå at en ”svartalf” vel mest af alt er en ”goblin” på international’sk, hvor en ”sortalf” simpelthen er en ond nisse (tomte) på dansk. Vætter er gudskelov det samme, men de har vel også oprindelse i vores fællesnordiske mytologi?]
Hvad angår andre humanoider, er det ikke noget her vrimler af; egnen er primært beboet af mennesker. I området nordøst om Edgir omkring Gråhallerne lever enkelte hobbitter i små lokalsamfund, og nu og da kommer ænder sejlende fra fjerne købstæder over Tåresøen og handler, men er aldrig længere end nogle kilometer fra Edgir, og drager gerne videre efter få dage.
Så findes der angiveligt nisser i skovene, sortalfer endnu dybere inde, og med sikkerhed et utal af vætter i bjergene – og uanede, men med sikkerhed store, mængder højere sortfolk dybere endnu i bjergene, som langt sjældnere ses. Nisser og alfer bliver af de fleste betragtet som ammestuehistorier og overtro, og bliver ikke taget seriøst af dannede mennesker, men vætterne kommer faktisk ned fra bjergene nu og da når de sulter, eller af anden grund er pressede, og laver sporadiske raids i landsbyerne, for så at forsvinde tilbage til bjergene ligeså pludseligt som de kom. Orkerne og deres frænder var et kun alt for livligt og frekvent indslag i hverdagen for nogle århundreder siden, men det ligger tilstrækkeligt langt tilbage i den kollektive bevidsthed til at være mere end noget man blot skænker en flygtig, angstpræget tanke i ny og næ. Nu til dags er de presset tilstrækkeligt dybt ind i Erbulas til ikke at være noget bønderne har kontakt med i deres dagligdag. Med tiden er også de så småt blevet myter og overleverede sagn fra tidligere tiders gru.
De menneskelige indbyggere i Frænderig [min oversættelse af ”Fränderike”, som er frit fortolket uden hensynstagen – jeg har ganske enkelt blot stjålet navne fordi jeg stod og skulle bruge ét, og har absolut ingen holdning til hverken hvor mange len Sydberendien er opdelt i, eller hvad de hedder eller ikke hedder!

Indsæt derfor selv ”Sydberendien”/sydberendiere, eller hvadend I måtte finde passende, på de relevante steder! ] selv er kønne, smilende og udadvendte mennesker, der gerne bærer deres følelser på ærmet. Man er aldrig i tvivl om hvad folk mener, og frændere kan veksle fra aggressive armbevægelser og gedigen ophidselse til kys og kram fra det ene øjeblik til det næste. Man siger sin mening, er lunefulde og vægelsindede, har et standpunkt til man tager et nyt, og har en medfødt sans for ret og vrang og op og ned, samt ditto forkærlig tendens til overtro og myter. Frændere ynder at passe sig selv og værdsætter at få lov at passe deres hverv i fred og ro, men du kan få hvilken som helst bonde i marken til at lade skuffejernet stå en stund og ivrigt lytte til historier fra den anden side af søen. Og efterfølgende ligeså ivrigt kommentere det og redegøre for, hvad der er forkert i protagonistens adfærd og hvorfor dén aldrig var gået i Frænderig. Af udseende er de middelhøje, gennemsnitligt en meter og et par og halvfjerds [SJUTTIO!

], smidige og graciøse, solbrændte og let mørke i huden, har tykt, sort hår, stærk kropsbehåring, og brune, dybtsiddende øjne (omend man nu og da finder grønøjede frændere, der er afkom af blodsblandinger med vesterlændinge. Grønne øjne betragtes som særdeles smukt og en kilde til jalouxi, og de grønøjede piger er de smukkeste af alle).
Edgir, som altså er den sidste storby inden vildnesset strækker sig endeløst mod øst, ligger ved Tåresøens nordkyst. Området der strækker sig syd-øst på langs med den store søs bredder, er relativt tætbebygget med den ene lille bygd eller landsby efter den anden. Mod nord er det afgrænset af Gråhallerne – en stor og tudsegammel, ærefrygtindgydende løvskov, mod øst af vildnesset og ødemarken, mod syd af Valleskoven [af hensyn til min kampagnes første eventyr, havde jeg brug for skov hér, selvom det ikke fremgår rigtigt af kortet (omend det heller ikke lader til blot at være slette som længere østpå?), og jeg kaldte den altså Valleskoven. To be freely discarded

] – og endnu længere nede Erbulasbjergene – og mod vest altså af Tåresøen.
Dette fredlige og og kultiverede område i Frænderriges absolutte nordvest udgør godt og vel 600 kvadratkilometer, og er for referencens skyld således en anelse større end Bornholm [jeg har som nævnt bemærket, at I ikke er meget for størrelsesforhold, så jeg er indforstået med at denne sætning er upassende. Og jeg er selvfølgelig klar over at referencer til Jorden er strictly no-go i det endelige materiale!

Sætningen her var udelukkende ment som anskueliggørelse for mine spillere]. Naturligt nok ernærer befolkningen i de landsbyer, der ligger som perler på en snor langs søkysten, sig primært af fiskeri, og på en klar sommerdag er der tæt af små, hvide sejl fra de simple fiskebåde på søen. Iblandt kommer der sågar købmænd på pramme fra den anden side af søen og handler med de lokale fiskere og fortæller fabelagtige historier fra de dannede egne på søens vestkyst, og har folks ubetingende opmærksomhed så længe de er der.
Længere inde i landet er der naturligvis tykt af dyrkede marker, som er relativt frugtbare af den fugtige jord omkring søen, og bønderne bor i små forsamlinger af huse langs markerne, der knapt kan kaldes landsbyer, i det de fleste huser allerhøjst 100 indbyggere, og ofte væsentligt færre. Som man nærmer sig Gråhallerne mod nord-øst og Valleskoven mod syd-øst, bliver bebyggelsen mere sparsommelig, og menneskene her enærer sig mere ved skovbrug og især jagt. Folk går i naturfarvet filt og skind og pelse, og drikker gerne stærke bitre.
Øst om landskapet, som altså i et eller andet omfang må betragtes som Edgirs provinsielle forstæder, ligger et område nogenlunde tilsvarende i størrelse, men altså væk fra Tåresøen og ud mod vildmarken. Her er også nogenlunde tætbebygget med små bygder jævnt fordelt, og folk her er primært bønder, og gerne fattigere end deres frænder tættere på Edgir mod vest, dels fordi handelen sjældent når herud, og dels fordi jorden er hårdere og tyndere.
***
Well, det var hvad jeg havde for nu. Det skal altså ikke betragtes som andet end min personlige fantasi og forestilling omkring egnen, og i bedste fald håber jeg blot det kan fungere som udkast og inspiration til Berendien i det store hele. Jeg glæder mig meget til at høre jeres meninger

Jeg kan ikke lade være med afslutningsvis at bemærke, at jeg er sådan lidt nervøs ved dette indlæg. Det er møntet på, at jeg virkelig nærer dyb respekt for jeres projekt, og virkelig ikke vil tilsmudse det. Som sagt er det altså min grundlæggende opfattelse, at alt hvad der pt findes i universet af (relevant) materiale om Berendien, står enten her i nærværende tråd, eller på wikien (jeg opdagede netop at landet IKKE indgår i det omfattende EA-originalmateriale – dét I vist kalder ”EA-boxen”). Jeg har læst begge dele, og har således in my infinite ignorance ikke indtryk af, at det jeg har skrevet skulle konfliktere med noget af dét, der i forvejen er skrevet. Jeg er alligevel hunderæd for, at det gør! Derfor vil jeg blot disclaime, at hvis det gør, er det bestemt ikke med vilje, og så vil jeg gerne officielt bede om forladelse på forhånd ;D
Nu vil jeg se at runde af. Det har været en fornøjelse, drenge, jeg glæder mig til at høre fra jer

Cheers!
//The Dude
NB! Tobias (”Spelknepe”), da jeg sendte ham en mail samme øjeblik jeg fandt jeres side, sagde at jeg endelig måtte skrive på dansk (jeg kan ikke skrive på svensk, selvom jeg normalt læser det ganske smertefrit). Nu ved jeg pr erfaring, at svenskere kan have væsentlig sværere ved at læse dansk end vice versa (og, granted at vores skrift sprog er mega fucked up, er dét jo til at forstå

), så hvis I hellere vil have fremtidigt materiale på engelsk, må I altså sige til. Jeg føler mig tilstrækkeligt sikker i engelsk til at tro, jeg ville kunne holde samme niveau (ikke antydende at dette niveau er højt, men altså...

).
***
PS: Jeg ser, nu hvor jeg har copy-pastet min Word-tekst ind i tekstfeltet her, at alle mine kursiveringer er gået tabt (ligesom fed og understreget tekst). De vigtigste steder har jeg genoprettet det, men der er enkelte ord her og der som ikke har fået den kursivering de fortjener
PPS: Heh; jeg ser også, at jeg har brugt mere plads på "metatekst" end på det egentlige materiale. Det beklager jeg ;P